Indlæg

RUC studerende på fuld skrue

Forrige uge blev jeg hevet ind på RUC som ekstern lektor.
De studerende på kommunikationslinien har gennem længere tid arbejdet intens på at tilegne sig viden om målrettethed i den visuelle kommunikation. Om markedsanalyse og handlingsplaner. Lange kompendier og lange foredrag.
Og det hele skulle munde ud i et skriftligt handlingsforløb med analyser, planer og billeder til at illustrere opgaven så skarpt som muligt.

Til det formål ønskede RUC at hente en “rigtig ægte” fotograf ind fra det virkelige liv til at lære dem, hvordan man skaber dynamiske billeder, der kommunikerer klart og målrettet.

Og da jeg jo også tildigere er uddannet lærer, var den lige til højrebenet 🙂

Det blev til tre superspændende dage med undervisning i at fotografere og to dage med Photoshop for begyndere, med stor vægt på Photoshops RAW-converter.

“Tænk hvis jeg havde vist alt det her for tre år siden inden min store rejse. Hold da kæft”, som en af de studerende udtrykte det sent på eftermiddagen.

Sådan fjerner du farvestik i billedet.

Forkert valgt hvidbalance
Korrekt indstillet hvidbalance
Korrekt indstillet hvidbalance

Hvidbalance

Mange fotografer bruger sjældent mulighederne for at indstille den rigtige hvidbalance. Og mange fotograferende bruger den aldrig.

Vores øjne har den fantastiske evne, at de af sig selv filtrer farvestik væk, når de kikker på hvide flader – også selv om den elektriske pære i loftet i virkeligheden har et gult skær som farver fladen.

Prøv at kikke på en sparepære. Læg mærke til, at den giver et lidt orangeagtigt skær, og hvis du kikker på den hvide væg, der bliver oplyst af et lysstofrør, kan du ane, at det farver væggen gul-grøn osv.

Vores øjne forstår altså at filtrere farvestikkene væk. Men kameraet er ikke andet end en dum (men en gudsbenået vidunderlig) maskine, der altid viser den faktiske farve.

Derfor ser mange billeder gule, grønne, orange osv. ud.
Det er fordi kameraet ikke har fået at vide, hvad det skal opfatte som neutralt hvidt.

“Det er mine billeder s’gu da aldrig”,
tænker du måske. “De er da pæne og rene i farverne”.
Og det kan du til dels have ret i.

For kameraet kan stilles til at fotografere med en automatisk hvidbalance, der ofte gætter sig til den rigtige farve.
I hvert fald når du fotograferer i dagslys.

Man siger, at alt lykkes i en gasovn. Den er simpel, den er til at styre og den kræver ikke den store viden.
På samme måde vil jeg påstå, at alt lykkes udendørs i solskinsvejr.
Der er masser af lys, farverne er “rene” – (dagslys) og kameraet har ingen problemer med at finde den rigtige hvidbalance på automatik. (AWB)

Men når vi fotograferer under mørkere lysforhold, går det oftest galt, og så er vi ind i mellem er vi nødt til at hjælpe det på vej.

På næsten alle kameraer (ikke mobiltelefoner) kan man indstille hvidbalancen. Der er nogle forudindstillinger, man kan vælge imellem.

De har symboler som en pære, et lysstofrør, en sky m.m.
Ved at vælge den rigtige, får man ofte den korrekte hvidbalance.

Men ind i mellem lykkes det ikke at få korrigeret til den rigtige farve.
Og det er så her, at ”K” knappen er så vidunderlig.

”K” står for ”Kelvin” efter den mand der definerede den lysskala, som vi bruger, når vi taler om farvenuancer.
Den burde måske stå for “knapper”, altså den slagsknapper der ligger i tegnebogen. For jestering af Kelvin er ikke for fattigrøve. Ofte skal man op i en pris omkring de 7-8.000 kr. for at blive begavet med den feature.

Men har man haft den store tegnedreng fremme. kan man vælge en passende kelvingrad. 
Skalaen går typisk fra ca. 2.700 til ca. 10.000 K.

Kunstlys eller glødepærer ligger typisk på mellem 3.200 og 3.600 K, mens dagslys ligger omkring 5.500 til 6.500 afhængig af solens glød.

Det betyder, at vi kan neutralisere det gule eller blå farvestik ved at vælge en anden farvetemperatur – Kelvingrad.

Det nemmeste er, hvis du prøver dig frem. Vælg ”K” i hvidbalancemenuen og vælg et andet tal end det, kameraet står på.

På Canon spejlrefleks (ikke de billigste – desværre) kan man anvende drejehjulet ved pegefingeren.

Tryk på kameraets ok-knap og se resultatet.
Prøv dig frem, til du bliver tilfreds.

Det kræver lidt rutine at vide, hvor farvetemperaturen skal ligge under de givne lysforhold.
Men når du først har lært den at kende, er det ligesom med god sex. Når først der er blevet til en del af din hverdag, er det fandema svært at undvære.

God fornøjelse. (også med det andet)

Michael Altschul ©

Gå tæt på. De bider s’gu ikke

Måske kender du det.
Måske har du været i situationen før.
Du skal tage et billede af en person der holder en tale. Det kan være til en familiefest. Det kan være til en kongres. Det er en tale, der har betydning for dig. Derfor betyder billedet også noget for dig. Et vigtigt minde for dagen. Eller et vigtigt billede til udgivelse.

Men samtidig bryder du dig heller ikke om at gå for tæt på den person, du skal forografere.
For du vil ikke vække opsigt. Ikke lægges mærke til. Det er jo ikke dig, der er hovedpersonen. Så du tager billedet fra din plads ved bordet. Også selvom taleren står ved et andet bord 10 meter væk.
Eller du står ude i hjørnet i kongressalen 30 meter væk fra taleren. Zoomer ind og sætter flashen på.

Og hvordan bliver billedet?
Lad mig gætte: Lidt rystet fordi du står lidt akavet. Taleren bliver for mørk, fordi din flash ikke kan nå taleren. Og alt mellem dig og taleren bliver for lyst, fordi flashen lyser de “forkerte” personer op.

Du kan se taleren på billedet. Men er det også et godt billede?
Er du tilfreds.

Hvis ja, behøver du ikke læse mere af dette blogindlæg.
Hvis nej, bliver jeg nødt til at give dig et los i røven. For nu at sige det på godt dansk.

GÅ TÆT PÅ!

Du kommer ikke uden om det. Jo tættere på du kommer, jo mere interessante billeder får du mulighed for at tage. Og så er der alle undtagelserne. Men sådan overordnet set.

Dels kan din flash lyse personen op uden at ramme alle mulige andre ligegyldige og irrelevante personer der står i vejen.

Dels kan du bedre komponere billedet, når du er tættere på.
Du kan bedre fornemme talerens ansigtsudtryk og bevægelser. 

Og du kan skyde gode nærbilleder, hvor du kommer helt tæt på taleren.
Det er, som udgangspunkt, meget mere interessant at kikke på, end billeder hvor hovedpersonen der fylder det samme i billefeltet som et 5,5 kroners frimærke (snart kr. 8.50 !) på en A4 konvolut.

Og her er kvantitet altså også lig med kvalitet:
MEGET taler.
Meget LIDT stole, borde, højttalere, fadølsanlæg og lysstofrør.

Se f. eks. eksempler på www.visuelmedie.dk/billeder/kultur.

Og det gør ikke noget, de andre kan se dig. Det gør ikke noget, du står i vejen. Så længe der kun er tale om et kort øjeblik. Tag fem, ti, femten billeder i løbet af 30 sekunder, og gå så stille og roligt tilbage.

Så får du nogle gode nærbilleder, som du vil holde meget mere af. Og de andre bemærker dig knapt nok. Med mindre, selvfølgelig, at du falder over stolene, taber dit kamara ned i en tilhørers kaffe, (hvis du hører til dem, der bruger små kameraer), træder en gæst over tæerne eller nyser.

På den anden side: Det kan der s’gu også komme sjove billeder ud af. 😉
Specielt dem, de andre tager af dig.

Michael©